Modernisme Og Realisme

Modernismen er ikke en retning i det sidste århundredes digtning – det er ganske simpelt dens miljø. De vigtigste kunstbevægelser har været præget deraf: ekspressionisme, imagisme, dadaisme, futurisme, surrealisme, konkretisme osv. I Danmark [ redigér | redigér wikikode] Modernismens udvikling i Danmark Den danske modernisme har tre faser. I 1920'erne og 1930'erne fandtes en håndfuld modernistiske lyrikere: Harald Landt Momberg, Jens August Schade, Paul la Cour og Gustaf Munch-Petersen. De udgjorde knap nok en gruppe: Momberg og Schade hørte nærmest til i tysk sammenhæng begge var stærkt influeret af ekspressionismen. Paul la Cour opholdt sig i Frankrig og stiftede bekendtskab med de franske surrealister. Gustaf Munch-Petersen var stærkt påvirket af finlands-svensk modernisme. Alligevel dannede de sammen med Ole Sarvig i 1940'erne basis for det næste modernistiske fremstød i 1950'erne. Denne gang var der tale om en kraftig strømning med mange digtere der benyttede alle genrer selv om lyrikken stadig stod i centrum for interessen – sandt nok var modernisterne ret traditionelle, når de udtrykte sig episk og dramatisk.

Modernisme og realisme litteratur

I storbyerne ophobes alle disse spændinger og hidses af miljøets anonymitet, kulissekarakter og naturstridighed. Metropolen er modernismens sted. Her beruses man af indtryk og drukner i fremmedhed: Himlen hvælver sig blussende over feberlysene fra gader og vinduer. Menneskene forvandler sig til voksmannequiner, og ting bliver behandlet som levende væsner. Fabrikkernes sodede facader, de blanke maskindele og larmen og mylderet på banegårde og torve sanses nervøst i Rimbauds og Apollinaires digte – de gør sig til ét med tiden og bliver dens talerør. Mallarmé vil derimod bag om det aktuelle og tilfældige, også han er febril og lidenskabelig, men kold, kold: han reducerer verden ved hjælp af sproget, han vil nå ånden bag materien. I sin biedermeierstue sidder han og fjerner "vinduets", "spejlets" og "konsollernes" stofkarakter ved at tømme ordene for betydning, så de bliver til ren klang og rent syn, sindets rensede forestillinger, stilhed og intet. Dette menneskesyn, dette miljø og denne formbevidsthed har været det karakteristiske for modernismen i det 20. århundrede, trods skiftende politiske og sociale omstændigheder, trods en ændret tingsverden, trods stadig nye skoler og forfattere.

  1. Hjemme og fin d'année
  2. Modernister og realister – dansk litteratur i konflikt 1900-1950 | Litteratursiden
  3. Modernisme og realisme y

Hovedmændene Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen redigerede ca. 1960 tidsskriftet Vindrosen. Omkring tidsskriftet grupperede sig en række lyrikere: Benny Andersen, Jørgen Gustava Brandt, Ivan Malinovski, Bundgård Povlsen, Jørgen Sonne og Jess Ørnsbo, prosaisterne var færre: Peter Seeberg og den sent opdagede Albert Dam. Torben Brostrøm var den kritiske bannerfører. Det var ham, der først førte dem frem på parnasset, han vejledte dem kritisk og formulerede modernismens program: "Man kan – brutalt sagt – ikke være digter i dag uden at have sin tids viden i sig, hvordan man så end har tilegnet sig den. Men man må tilføje, at kendskab til fortiden og til den kunst, der fører op til en selv, er lige så nødvendig. En egentlig samtidig poesi udtrykker på denne basis tidens endnu uformulerede fornemmelser og ubevidste holdninger og får derved et forhold til samfundets irrationelle udviklingsdrift. Kunstnerens vej er selvfortolkningen, og relationen mellem kunstnerens jeg og tiden er kunstens sag. "

På den måde kan man sige, at konflikten mellem realister og modernister har rødder meget længere tilbage end første del af 1900-tallet. " Hans Hauge skelner mellem modernister og de 'hypermoderne'. Blandt sidstnævnte tæller han Henrik Pontoppidan, Johannes V. Jensen og Jeppe Aakjær. Trods store indbyrdes forskelle fungerede de alle tre som en art moderne avantgarde, der hyldede moderniseringen. Over for dem stod en modernist som Sophus Claussen, hvis forfatterskab tematiserede en kritik af det moderne, hvilket ifølge Hauge ofte var kendetegnende for modernismen. To litteraturhistorier Om man var modernist eller realist havde afgørende betydning for, hvordan man læste den danske litteraturhistorie, fortæller Hans Hauge. Fra realisternes kulturradikale synspunkt gik det fra den mørke middelalder langsomt opad mod det første højdepunkt, den kosmopolitiske Ludvig Holberg, der introducerede den europæiske oplysningstænknings tanker i dansk litteratur. I 1800-tallet gik det til gengæld ned ad bakke med romantikken og nationalisme, inden det helt store højdepunkt indtraf med brandesianismen og det moderne gennembrud i sidste del af 1800-tallet.

  1. Museer i københavn åbningstider
  2. Giv os lyset tilbage windows 7
  3. Robinson ekspeditionen 2018 results
  4. Folkesundhedsvidenskab københavns universitet