Den Peloponnesiske Krig

Noter [ redigér | redigér wikikode] Litteratur [ redigér | redigér wikikode] Thukydid: Krig og politik. Den peloponnesiske krig (2010) Redigeret af Claus Friisberg.

Den peloponnesiske krig co

  1. Afstand mellem punkt og plan de
  2. Den peloponnesiske krig 2017
  3. Skolder øl gaveæske øl 75 cl.
  4. Tre små aber o
  5. Den Peloponnesiske Krig | lex.dk – Den Store Danske
  6. Drengen der tæmmede vinden af William Kamkwamba | Litteratursiden
  7. Den peloponnesiske krig 7

Den peloponnesiske krig Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside

Athenernes belejring blev brudt, deres flåde blev indesluttet i Syrakus' havn, og hele hæren måtte overgive sig i 413 Nikias blev henrettet, og i de følgende år måtte de athenske krigsfanger arbejde sig til døde som slaver i stenbruddene. Athenernes knusende nederlag i 413 fik deres fjender til at gribe til våben. Spartanerne byggede et fort ved Dekeleia i Attika, som de således kunne hærge kontinuerligt resten af krigen. Mange af lydstaterne i Det Deliske Søforbund faldt fra Athen, som i krigens sidste år mistede sit overherredømme til søs. Spartanerne fik samlet en flåde, som de kunne finansiere med penge fra perserkongens satrapper i Lilleasien. I Athen blev demokraterne holdt ansvarlige for nederlaget på Sicilien, og i 411-410 indførtes en kort overgang en oligarkisk forfatning, hvor byen blev styret først af et firehundredemandsråd og efter dets fald af embedsmænd udpeget af og blandt 5000 fuldborgere. Fra 410 var Athen igen et demokrati. Man hjemkaldte en kort overgang Alkibiades, men han måtte endnu en gang gå i landflygtighed.

Den tal

Næste år blev Athen ramt af en grufuld pest og en tredjedel af befolkningen døde. Spartanerne undlod at angribe, da de var bange for pesten. Athen rejste sig og kom endda så tæt på sejren, at de afviste Spartanernes fredstilbud. Det skulle de aldrig have gjort, for ved det afgørende slag led athenerne et knusende nederlag. I 415 rejste Athenerne på felttog til Sicilien under ledelse af Alkibiades. Athen fortrød og beordrede Alkibiades til at sende flåden tilbage til Athen, men han nægtede, og athenerne dømte ham til døden. Alkibiades søgte nu forbund med spartanerne. Da han kendte til Athens svagheder, lykkedes det ham at bringe Athen til fald. Alkibiades blev taget til nåde og valgt til hærfører. Under hans ledelse gik det stærkt tilbage for spartanerne, som måtte søge hjælp hos perserne. I år 406 blev Alkibiades afsat som hærfører på grund af et mindre tilbageslag. Det kom til at betyde stor tilbagegang for athenerne, og flåden gik endeligt tabt i år 404 Athen måtte overgive sig og godtage Spartas fredsbetingelser.

Den højklassiske athenske kunst skiftede fuldstændigt udtryk under Den Peloponnesiske Krigs usikre rammer, og det samme gjorde arkitekturen. De fire klassiske hovedværker på Athens Akropolis er opført under meget forskellige historiske og mentale omstændigheder: Parthenontemplet (447-432 f. ) og Propylæerne (437-432 f. ) på det tidspunkt, hvor det athenske demokrati oplevede sin absolut højeste succes, og den mentale stemning var præget af troen på det athenske samfundssystems kulturelle, militære og politiske overlegenhed. Erechtheiontemplet (ca. 424-406 f. ) og Niketemplet (ca. 421-415 f. ) derimod under den desperate og blodige Peloponnesiske Krig, som efter mange lidelser førte til det totale nederlag. Perserne genvinder deres magtposition Selvom nederlaget kun midlertidigt stækkede Athens handlefrihed, genvandt hverken Athen eller Sparta nogensinde deres tidligere magt. Der blev aldrig igen bygget større templer i Athen, når der ses bort fra et, som blev skænket af en udenlandsk konge 200 år senere.

Den peloponnesiske krig 2

IP: 5. 62. 156. 38 ukendt Leksikonartikler Peloponnesiske Krig Den peloponnesiske Krig var en krig mellem de magt­ful­de græske bystater Athen og Sparta og disse bystaters al­li­e­re­de. Krigen varede fra 431 til 404 f. v. t. (medregnet en fredsperiode) og endte med Spartas sejr over Athen. Old­tid­ens Græk­enl­and udgjorde ikke en samlet nation, men var i stedet opdelt i talrige u­af­hæng­ig­e krigende bystater. Un­der­ti­den formåede disse bystater at slutte sig sammen mod græk­ern­es fælles fjende Perserriget, men lige så ofte var grækerne i indbyrdes krig, hvilket perserne kunne udnytte. Dette blev også til­fældet i Den peloponnesiske Krig, der omsider blev vundet af Sparta, efter at spartanerne havde skabt en flåde, der var lige så stærk som athenernes, men desuden havde den fordel, at den blev støttet af persiske penge. Resten af denne tekst er kun tilgængelig for abonnenter. Athens flåde mod Spartas hær Xx Xxx xxxxxxxxxxxxxx Xxxx xxxx xx x 431 x. x. x., xxx Xxxxxxxxxx xxxxxx x xx xxxxx xxxxxxxxxx.

Den Peloponnesiske Krig, krigene 431-404 mellem Sparta som leder af Det Peloponnesiske Forbund og Athen, der stod i spidsen for Det Deliske Søforbund. Krigen er emnet for Thukydids ufuldendte historieværk, der dækker årene 431-411, men fortsættes og fuldendes i de to første bøger af Xenofons Hellenika. Årsagen til krigen var ifølge Thukydid spartanernes frygt for Athens voksende magt; foranledningen var Athens sammenstød med Korinth på Korkyra og i Poteidaia samt Athens udelukkelse af Megara fra alle athenskdominerede havne og markeder. Athen nægtede at imødekomme spartanernes ultimatum om at ophæve sanktionerne mod Megara, og den første krigshandling var et mislykket natligt overfald i foråret 431 på Athens allierede Plataiai, udført af thebanerne som medlem af Det Peloponnesiske Forbund. Krigen bar præg af, at den blev udkæmpet mellem to vidt forskellige stormagter. Athen var en flådemagt; byens store befolkning var afhængig af importeret korn, og dens velstand beroede i høj grad på eksport og handel.

En sidste søsejr ved De Arginusiske Øer i 406 blev skæmmet af Feltherreprocessen, hvor strategerne blev anklaget og dødsdømt for pligtforsømmelse. Athens sidste flåde blev udslettet af den spartanske flåde under Lysander ved Aigos Potamoi i 405 I mere end et halvt år blev Athen belejret og udsultet, og efter overgivelsen måtte athenerne ved freden i 404 afstå alle besiddelser uden for Attika, opløse Det Deliske Søforbund, udlevere resten af flåden, nedrive de lange mure mellem Athen og Piræus og tilslutte sig Det Peloponnesiske Forbund. Den Peloponnesiske Krig blev allerede i samtiden opfattet som et sammenstød mellem to forskellige politiske systemer og ideologier: det spartanske oligarki over for athenernes demokrati. I alle bystater tilspidsedes modsætningen mellem rige og fattige, og når den endte i åben borgerkrig ( stasis), skete det hyppigt, at den oligarkisk sindede overklasse søgte hjælp hos spartanerne, mens det menige folk tilkaldte athenerne. Borgerkrigene var ofte lige så ødelæggende som selve krigen, og Thukydid har formentlig ret, når han siger, at de 27 års krig og borgerkrig var den største katastrofe, der nogensinde havde ramt hellenerne.

Den peloponnesiske krig 431-404. Efter perserkrigen: Athen får overherredømme i det deliske søforbund. 431 Sparta og perserne går i krig med Athen og deres allierede. Sparta vinder men er så svækket at perserne får kontrol over de bystaterne i Lilleasien. 338 Makedonien underlægger sig Grækenland.

  1. Flexjob medarbejder søges
  2. Billige sommerhuse til salg
  3. Aircondition til campingvogn
  4. Smerter i foden me youtube
  5. Forældreintra lille næstved skole